Kl. 14.15 - mandag den 08. februar 2010
Af Bo Maimburg
Artikler  |   bo@ugeavisen-ribe.dk

Center skal centraliseres

 Ole Bladt-Hansen fik opbakning til sit ønske om en ny vejforbindelse til Ribe Fritidscenter af politikeren Henning Ravn, der nu tager sagen op politisk.
Ole Bladt-Hansen fik opbakning til sit ønske om en ny vejforbindelse til Ribe Fritidscenter af politikeren Henning Ravn, der nu tager sagen op politisk.
Der arbejdes nu aktivt for at skabe en ny vejforbindelse til Ribe Fritidscenter

Ribe Fritidscenter ligger centralt placeret - midt mellem by, Tange og Nørremark. Nu er den store udvidelse på vej, og derfor håber bestyrelsen, at de kan få overbevist politikerne om, at vejforholdene til centeret skal ændres radikalt. 
  
 Den lange snørklede vej om til centeret sender masser af biler lige forbi to skoler og bør afløses af en mere direkte forbindelse.
  Formanden vil ikke sætte ord på på, hvordan vejen skal gå, men han vil gerne opfordre politikerne til at overveje situationen.
  - Vejførelsen om til Ribe Fritidscenter bør laves om. Centeret ligger for enden af en lang snørklet vej, og det er på  tide, at der gøres noget ved det. Med udvidelsen vil der komme endnu flere brugere og besøgende, og så vil det være oplagt at sikre en bedre struktur med en vejforbindelse fra Hegelundsvej, Nørremarksvej eller fra Obbekærvej. Det er op til politikerne, at afgøre, hvilken løsning, der er den bedste. Politikerne bør overveje trafikstrukturen, for jeg er sikker på, at en ny vejforbindelse vil have en positiv effekt andre steder i byen, siger Ole Bladt Hansen.
  
 Formanden tror på, at en ny vejforbindelse vil give en mere hensigtsmæssig afvikling af trafikken i blandt andet krydset ved Netto og Kvickly. 
  - Jeg oplever, at folk føler, at der er frygtelig langt om til fritidscenteret, når det ligger for enden af en vej. Så hvis det er politkernes hensigt, at fritidscenterets centrale rolle skal styrkes, bør man nok overveje at etablere en vej både nordfra og fra Hegelundsvej, udtaler Ole Bladt-Hansen.   
 
Tager sagen op  
 
Venstres Henning Ravn foreslog en vejforbindelse til Obbekærvej i valgkampen, og han kan sagtens se problematikken.
  - Jeg kan sagtens forstå, at bestyrelsen for Ribe Fritidscenter ønsker en forbedret vejforbindelse. Jeg tog turen herover til fods via den snørklede vej ,og jeg er enig. De forhold er bestemt ikke optimale. Jeg vil nu tage sagen op politisk og forsøge at få en mulig vejforbindelse med i det næste budget. Vi må jo også erkende, at der ikke er penge til en ny vej i det eksisterende budget, sagde Henning Ravn i sit svar til Ole Bladt Hansen.
 
 

Skriv kommentar  |   Udskriv  |   Send til ven  |  
Alle nyheder


Kiva Grafisk