Ribe er for livet

RIBE – At Skivedrengen Poul Anker Nielsen skulle havne i Ribe, havde han ikke lige set komme tilbage i december 1972. Dengang var han nyuddannet pressefotograf fra Skive Folkeblad og på jagt efter sit første job.
 
 - Jeg drømte om at komme til at arbejde på Politiken, men inden da skulle jeg have noget mere erfaring. Så jeg søgte det eneste job, som der var at få. Nemlig på det daværende Vestkysten, erindrer han.
 
 Efter aftalen var i hus, sad han den 15. december 1972 og nød en kop kaffe i Weis Stue.
  - Jeg sad i karnappen og kiggede ud af vinduet. Der faldt sne, og man kunne se domkirken, torvet og nærmest stålgrå rensdyr i skumringen. Det var så smukt, og jeg tænkte, at her ville jeg bo resten af mit liv erindrer fotografen om mødet med marskbyen, hvor han har fået tre børn.
 
 Lige siden har han arbejdet, bortset fra en afstikker for Vestkysten til Sønderborg, og levet i Ribe. 
  - Alt hvad jeg kendte til Ribe i forvejen var et smalt sort-hvidt foto fra et leksikon i 1970’erne. Og så havde jeg læst, at det var en by, som lå i marsken. Jeg var meget lidt varm på at flytte hertil, hvis jeg skal være helt ærlig, indrømmer den 60-årige fotograf knap fire årtier senere.

Engagere sig

Glæden over at bo i skønne historiske omgivelser, hvor dele af den danske kulturhistorie er født, er stor hos den historisk interesserede Poul Anker Nielsen.
  - Noget af det allerstærkeste er at tænke på, hvor fremmede folkeslag har gået side om side i en by som denne for mange hundrede år siden. Tænk at bo i en by, hvor både kristne og korsriddere har haft deres gang, jubler han.
 
 Men glæden over hver dag at vågne op i skønne historiske omgivelser gør det ikke alene. Man må engagere sig for at gøre byen til sin by og få den ind under huden. Af samme grund var han med tiI alle årene har været engageret i lokale aktiviterer. Blandt andet var han med til at stable Ribespillene på benene og var i en periode formand for foreningen Kulturelt Samråd.
 
 I dag driver han forsamlingshuset Brorsonsminde sammen med sin kone Lise Frederiksen, der som ejer af butik og café Quedens Gaard også er et velkendt ansigt i byen.
  - Som tilflytter er man nødt til at engagere sig i kulturelt arbejde, hvis man skal overleve her. På den måde gør man byen til sin egen, smiler Poul Anker Nielsen skælmsk.
 
 Han fremhæver i samme åndedræt det særlige broderskab og sammenhold, der er blandt ripensere.
  Overleve i Ribe har han gjort i en sådan grad, at det i dag er utænkeligt for ham at flytte. Også selvom engagementet indimellem har budt på øretæver. Men hvis man vælger at engagere sig, kan det stort set ikke undgås, påpeger han.
 
 Poul Ankers Nielsens liv  i Ribe har gennem alle årene udspillet sig indenfor den samme afgrænsede ramme. Nemlig i byens gamle middelalderkerne, som har gjort og stadig udgør en smuk kulisse for hans påhit.
  Den første snes år boede han i lejlighed på Overdammen 5, før han med familien flyttede få hundrede meter hen i Sortebrødregade, hvor han stadig har adresse. 

Apotekets have

Af skønne pletter i Ribe kan Poul Anker Nielsen nævne mange. Weis Stue, hvor det hele begyndte, hører naturligvis til dem. Men også gården i Overdammen 5, apotekets have, fremhæver han. Apotekekets have er en rolig og hyggelig plet i Ribes centrum med kig til byens tage. Herunder de mere finurlige af slagsen med skæve tagrygge, påpeger Poul Anker Nielsen.
 
 Men også gravpladsen henne ved Ribe Domkirke fascinerer ham, for den er efter hans mening et godt eksempel på sameksistens mellem to religioner.
 Arkæologiske fund har her fundet både kristne og hedenske gravpladser.
 
 - Man har altid historien i ryggen, uanset hvor man befinder sig i Ribe, mener fotografen og tilføjer, at man nærmest kan fornemme de historiske skikkelser, når man går rundt i byen.
 Især munken Ansgar, der gjorde danerne kristne og byggede en kirke i Ribe, som aldrig er fundet, fascinerer fotografen.
 
 - Jeg synes, at historien om Ansgar er interessant, at budskabet fortjener større udbredelse, siger han på vej mod endestationen i Sortebrødregade.