Rundgangen bliver større
Ribe Katedralskole indvier snart deres seneste store nybygning, og i sidste uge købte skolen hele den samlede bygningsmasse.
Men skolen stopper ikke ved det, for næste projekt er på vej - en stor udvidelse af rundgangen er allerede i støbeskeen.
- Vi har netop færdiggjort integrationen af vores nye HF-elever. Og vi er derfor blevet endnu flere, da antallet af gymnasieelever også har været for opadgående igennem de seneste år. Vi kan derfor ikke længere være i rundgangen, så derfor går vi med planer om at ombygge den, så der bliver plads til endnu flere i dette lokale. Økonomien er på plads, forløbige tegninger er lavet, og så er det eneste, vi mangler, bare at få Kulturarvsstyrelsen med på ideen. Det er naturligvis nødvendigt, da de gamle bygninger er fredet, fortæller skolens rektor, Bent Karsdal.
Økonomi på plads
- Vi vil skabe et rum på over 500 kvadratmeter og bygge en etage ovenpå. Samlet set bliver projektet på 870 kvadratmeter, og samtidig får vi lavet en stor og rummelig scene. Jeg er sikker på, at vi får rigtig meget ud af bygningen, og det vil jo også blive et plus for byen, idet rundgangen bruges til flere forskellige formål - blandt andet receptioner som til byjubilæet og flere forskellige former for koncerter, siger rektoren.
Rektor Bent Karsdal ønsker »Rundgangen« udvidet, så alle elever kan samles eet sted.








Grønnegade 14 . 6760 Ribe . Tlf.: 75 42 23 66 . Fax: 75 42 25 66 .